"Jeg rykkede op i 1. division med Fremad Amager i sommeren 2008. Hvis der havde kommet én under oprykningsfesten og sagt til mig, at jeg mindre end ét år senere ville blive præsenteret som træner i Vanløse IF havde jeg nok sendt et overbærende blik og bedt ham holde sig til danskvand resten af aftenen".
Set på overfladen kan skiftet fra hedengangne FC Amager til Vanløse IF virke som at komme fra ilden til asken, og Michael peger da også hurtigt på behovet for at få pustet ny energi i den
gamle traditionsklub, som efter hans opfattelse har sovet tornerosesøvn i alt for mange år. "Misforstå mig ikke, men jeg tror Vanløse har savnet et par typer som Frank og mig. Vi har begge fungeret på højt sportsligt niveau og har desuden et kæmpe netværk i fodboldverdenen, som klubben kan lukrere på. En af de første opgaver bliver at få opbygget et langt mere forpligtende samarbejde på de interne linier, men synliggørelse i medierne bliver også en meget vigtig opgave".
Michael Madsen og Frank Skytte har begge tegnet 2½ års kontrakter med Vanløse IF.

Ikke prøvet en amatørklub før
Michael havde faktisk kun én bekymring ved at takke ja til jobbet i Vanløse IF: "Jeg har aldrig tidligere trænet en amatørklub! Jeg synes det er en helt forfærdelig situation at skulle arbejde hårdt med en trup i opstartsfasen velvidende, at spillerne er i deres fulde ret til at forlade klubben, inden sæsonen går i gang".
Bekymringen skulle hurtigt få ben at gå på, da trænerduoen måtte se Theis Pedersen og Jens D. Kristiansen forlade truppen blot ét døgn efter det fælles holdfoto blev taget. "Theis gjorde ondt. Han er en fantastisk spiller og jeg håber ikke at skulle have alt for mange af disse oplevelser. Nu sker det ofte i denne type situationer at andre træder i karakter, og vi har allerede fuldgode erstatninger på deres positioner i Jon Andersen og Mads Aunvig".
Farmor og farfar boede på Hyltebjerg Allé
Michael har ikke tidligere haft fodboldmæssig berøring med Vanløse, men man skal ikke kradse meget i overfladen før der alligevel er relationer til Vanløse: "Min far spillede jo i klubben i 1970´erne (Steen Madsen, red.) og min farmor og farfar boede på Hyltebjerg Allé. Når jeg besøgte dem var jeg næsten altid ovre og se kampe i Vanløse Idrætspark. Jeg må have set mindst 100 kampe som knægt herovre. Jeg kan huske mange af spillerne fra dengang - Flemming "Pose" Larsen, Fernando Olsen og ja, naturligvis Jan Bjur".
For meget taberattitude
Inden Vanløse overhovedet var et tema som mulig fremtidig klub så Michael Madsen et par af turneringskampene i foråret 2009 - bl.a. hjemmekampen mod B93 og udekampen mod Glostrup. "Man skal passe på med at bruge udtrykket taberhold, men spillerne manglede gejst og glæde i de 2 kampe jeg overværede. Jeg siger altid til mine spillere: smil for helvede og vi arbejder på, at hjemmepublikummet får set hele tandsættet på vanløsedrengene".
Et hold der kan vinde over alle
Sæsonen fløjtes op den 8. august mod FC København II og - i modsætning til tidligere sæsoner - handler det nu ikke længere om at redde sig gennem sæsonen uden alt for store skrammer. Michael Madsen og Frank Skytte arbejder meget med at skabe positive energier og udvikle en vinderkultur, som er en afgørende forudsætning for at levere resultater på banen. Michael har stor tillid til den trup, som indleder sæsonen: "Hvis vi har det stærkeste mandskab til rådighed ved vi, at vi kan besejre samtlige hold i 2. division øst. Det er helt afgørende for en træner at vide, at hans hold kan vinde over alle de andre mandskaber, fordi det giver et helt andet perspektiv i arbejdet med truppen".
Michael Madsen gør sig ingen illusioner om at rykke op i denne sæson, men betoner vigtigheden af, at klubben skal være med, hvor det sker. "Jeg tror Vanløse har forstået vigtigheden af at være med i 2. division, hvor der er masser af muligheder for at rykke - både mediemæssigt, organisatorisk og ikke mindst hvad angår spillerinteresse. Der er en verden til forskel på 2. division og Danmarksserien og Vanløse må aldrig igen komme i en situation som i foråret 2009".
Midten med pil opad
Michael Madsen vurderer, at Vanløse har niveau til en midterplacering i 2. division øst: "Hvis vi undgår skader og kommer ind i en sejrsstime kan vi måske kravle yderligere et par pladser op i tabellen - midten med pil opad vil være ganske positivt. Det bliver dog vigtigt at komme fornuftigt fra start i sæsonen, så der kommer arbejdsro og mulighed for at levere noget positivt fodbold".
Michael har ikke taget sin foretrukne 4-3-3 med til Vanløse. Som spillertruppen har udviklet sig i opstartsfasen er der større tryghed omkring den velkendte 4-4-2 og det er da også lykkedes at vinde et par af testkampene i denne formation. Hvad der sker de kommende år tør Madsen ikke spå om: "Det er svært at holde sammen på en amatørtrup, men der er masser af potentiale i klubben. Hvis jeg får mulighed for at arbejde med denne trup de næste 2 år har vi mulighed for at spille med i toppen af 2. division".
De nye spillere
Michael Madsen og Frank Skytte har fået mange nye spillere til rådighed, hvoraf nogle er velkendte ansigter, andre nye og uprøvede. Her er Michaels umiddelbare vurdering af de nye navne:
Anders Jochumsen
Gedigen målscorer og ekspert i dødboldsituationer.
Daniel Udsen
Det var en fornøjelse at arbejde sammen med ham i FC Amager. Jeg fulgte ham allerede mens han spillede i Greve og betragter ham som én af danmarks bedste indendørsspillere. Jeg forsøgte at overføre hans tekniske niveau til udendørsfodbold og han endte med at blive én af de bedste spillere i 1. division. Han er flittig og hårdtarbejdende, og et behageligt menneske. Hvis du ikke kan lide Daniel Udsen er der noget galt med dig.
Mads Aunvig
Et kæmpetalent som desværre er blevet syltet i FC København. Han skal have opbygget ny selvtillid og må være tålmodig. Han er allerede blomstret op i Vanløse og jeg tror vi får rigtig meget ud af ham.
Jon Andersen
Jon kontaktede mig fra Silkeborg Sports College og han udtrykte ønske om at samarbejde med mig. Vi skal lige have pillet de værste ungdomsfejl ud af ham, men med min erfaring tør jeg godt sige, at han har superligapotentiale indenfor 1-1½ år. Det bliver svært at holde på ham i 2 år, men for ham er det også vigtigt at være tålmodig.
Thomas Domino
Thomas er vores motor på midtbanen - en driftssikker spiller. Jeg tror der gemmer sig et ekstra niveau i ham, men tiden må vise, om det lykkes at finde det.
Kenni Pedersen
Mit allerførste spillerønske efter jeg blev træner i Vanløse. Han er en Duracell kanin ude på banen, gennembrudsfarlig og et behageligt menneske.
Nicolai Kehling og David Rossander
2 spillere fra vanløses egne rækker. De skal begge bruge tid på at vænne sig til at spille divisionsfodbold. Der er et kæmpespring fra at spille i den 3. bedste ynglingerække til at være divisionsspiller. De skal være tålmodige og tro på projektet.
Som helhed vurderer Michael, at Vanløse står med en trup, som er væsentlig stærkere end sidste år: "Der er langt flere strenge at spille på. Vi er gode på dødbolde, har gode sparkere og gode headere".
Krog blandt profilerne
Med så stærk en trup kan det være svært at pege på enkelte profiler, men Michael tager alligevel chancen med 3 mulige kandidater i efteråret: Daniel Udsen, Kenni Pedersen og Kristian Krog. Michael er ikke bleg for at nævne Kristian Krog som en mulig superligaspiller, men sætter i samme åndedrag pegefingeren op mod hovedet: "Det er herinde det foregår. Mange 2. divisionsspillere er potentielle superligaspillere, men den mentale styrke er afgørende for, om man når hele vejen".
Madsen på banen?
Michael Madsen sluttede sin aktive karriere på topplan for et par år siden, men han er ikke helt afvisende for selv at gå på banen for Vanløse i 2. division. "Jeg var tæt på at skifte mig selv ind i testkampen mod Avarta, men endte med alligevel ikke at gøre det. Jeg kan godt spille, men ikke en hel sæson. Jeg træner med så vidt muligt, men det er også en balance i forhold til de øvrige spillere. Derfor går jeg kun selv på banen, hvis skadessituationen bliver helt uoverskuelig".