1588

Vanløse sænkede greverne

Nyheder - Senior
31. oktober 2009 - 17:23 af: Leif Madsen

Vanløse vandt 2-0 i den uhyre vigtige udekamp mod Greve i 2. division øst. Opgøret blev aldrig nogen skønhedsåbenbaring, men med momentvis godt spil og massevis af fight og engagement lykkedes det for københavnerne at hive en nogenlunde fortjent sejr i land. Vanløse havde kampens få åbne chancer og dagens matchvindere blev Kenni Pedersen og indskiftede Anders Jochumsen.

Kampfakta
Greve - Vanløse 0-2 (0-1)
25. 0-1 Kenni Pedersen
94. 0-2 Anders Jochumsen
Tilskuere: 108

Startopstilling
Per Rasmussen, Mikkel Larsen, Andreas Serner, Morten Emil Rylander, Jonas Lundqvist, Kasper Thorsvang, Kenni Pedersen, Daniel Udsen, Theis Pedersen, Anders Clausen, Kristian Krog

67. Anders Jochumsen istedet for Kristian Krog
67. Nicolai Lewandowski istedet for Anders Clausen
87. Michael Madsen istedet for Kasper Thorsvang


Ifølge arrangørerne var der dukket 108 tilskuere op til kampen mellem Greve og Vanløse. Et hurtigt snapshot (se billedet) af "langsiden" afslørede 22 personer, incl. den løbende boldpige. Der gemte sig ikke mange flere udenfor billedet, så hvis det officielle tilskuerantal står til troende må både spillere, holdledere og boldpiger være talt med. Der var meget få tilskuere, men flot, at VIFsupporterne også denne gang tog turen med på udebane, og gav spillerne en flot opbakning.       

Genvalg til succesholdet

Til kampen var der genvalg til den succesfulde trup mod Brøndby, men med den lille ændring, at Theis Pedersen var på banen istedet for småskadede Anders Jochumsen. Selvsamme Jochumsen sad dog på bænken og han endte med at få en central rolle i kampens afgørelse. Situationen efterlod Kristian Krog alene på toppen, og den manglende tyngde i angrebet satte sit præg på kampen.

Højdepunkter - 1. halvleg:

2. Theis Pedersen tæt på scoring efter indlæg fra højre side. 
25. Kenni Pedersen scorede til 1-0 på fantastisk langskud.
26. Per Rasmussen på skovtur, men Greve-afslutningen reddet på stregen.
41. Stor hovedstødschance til Kristian Krog efter indlæg fra Kenni Pedersen.

Kampens første 20 minutter var præget af fight og intensitet i nærkampene, men holdene savnede stabilitet og der var mange afbræk i spillet. Vanløses hårdtarbejdende forsvar og midtbane tilkæmpede sig et spillemæssigt overtag, men chancerne forduftede i takt med, at man nærmede sig straffesparksfeltet.   

Drømmehug af Kenni

I midten af halvlegen virkede det som om der skulle en ekstraordinær situation til at få gang i måltavlen. Det var lige præcis hvad der skete, og det var helt efter fortjeneste, at den kom udeholdet til fordel. I det 25. minut tilspillede Vanløse sig et hjørnespark, som blev afværget i første omgang, men Kenni Pedersen ventede på returen udenfor feltet - 20-25 meter fra mål. Herfra halvflugtede han bolden i nettet uden chance for Christian Emil Petersen i grevemålet. Flot-flot scoring og godt at netop Kenni kom på måltavlen efter flere spildte chancer i dette efterår. 

Målet var et frisk pust til kampen og i de efterfølgende minutter var der en god chance til begge hold. Greve fik deres eneste reelle chance i det 27. minut, da Per Rasmussen blev lokket på skovtur, men den efterfølgende afslutning blev headet ud af farezonen fra målstregen. Fra den halve time fik Vanløse langt bedre styr på kombinationerne og Kristian Krog var tæt på at lukke kampen i det 41. minut, men indlæget fra Kenni Pedersen var 5 centimeter for højt, og bolden endte istedet i nettaget.

Uhyre sikker defensiv

Det blev ved 0-1 ved pausen og det var resultatet af et stort engagement overalt på banen. Et særligt plus til Morten Emil Rylander, som er stærkt tilbage efter sin langvarige skulderskade. Udover fysikken og det suveræne hovedspil bidrager han også med et godt blik for spillet fremover banen. Også et stort cadeau til midtbanen, hvor Thorsvang, Kenni, Udsen og Theis kæmpede, så det slog gnister. 


Mere pres fra Greve

Greve kom ud til 2. halvleg med langt mere engagement end i 1. halvleg. Spillemæssigt var der intet nyt under solen, men det virkede som om Vanløse var lullet i søvn efter den flotte 1. halvleg. 

Højdepunkter - 2. halvleg:

64. Stor chance til Greve efter indlæg fra venstre side, men ikke kontrol over bolden i afslutningsøjeblikket.
68. Kasper Gørsvig udvises.
94. Anders Jochumsen lukkede kampen til 0-2.

Fra 2. halvlegs start havde midtbanen ikke det samme jerngreb i kampen og Vanløse blev presset mere i defensiven, selvom Greve ikke havde meget at byde på i det etablerede angrebsspil. Det blev til mange indlæg fra kanterne og skud udefra, som aldrig blev en udfordring for Per Rasmussen og det bundsolide forsvar. Der kunne dog tælles flere halve og kvarte chancer til Greve, selvom bolden blev bolden blev udenfor målrammen. 

Chancen blev forpasset

Greves store chance kom i det 64. minut efter et præcist indlæg fra venstre side, men der var ikke kontrol over afslutningen, som Per Rasmussen afværgede uden større dramatik. For at ændre slagets gang foretog Vanløse en dobbeltudskiftning i det 67. minut hvor Kristian Krog og Anders Clausen gav plads til Anders Jochumsen og Nicolai Lewandowski. I det efterfølgende minut blev Kasper Gørsvig udvist og det var altsammen med til at lette presset på defensiven. Vanløse formåede dog aldrig at udnytte fordelene ved at have en ekstra mand på banen, og kun benhård fight holdt de godtkæmpende grevespillere på afstand.

Med 15 minutter tilbage af halvlegen havde Michael Madsen overskud til en hurtig status på 2. halvleg: "Sikken gang jammerlig fodbold. Den her kamp skal bare reddes hjem". Han havde fuldstændig ret - som halvlegen skred frem blev spillet decideret rodet, og det sidste kvarter handlede udelukkende om at få 3 point i hus. 

Jochumsen lukkede og slukkede

Selvsamme Madsen skiftede sig selv på banen med et par minutter tilbage af opgøret. I kampens overtid opfangede Jonas Lundqvist bolden på midten af banen, han spillede på tværs til netop Michael Madsen, som videresendte til en fri Anders Jochumsen. Han driblede sig i en mand-til-mand situation med Christian Emil Petersen og svigtede ikke, 0-2.

Plusser og minusser

Med sejren spillede Vanløse sig op i midten af 2. division, som også er klubbens målsætning i denne sæson. Der er stadig plads til forbedringer, men holdet skal roses for deres indstilling til tingene. Næste kamp er lokalopgøret mod Brønshøj, som senest vandt 1-0 over formsvage BGA. Hvis Vanløse rammer niveauet fra kampene mod Brøndby og FC København får hvepsene dask med fluesmækkeren, men umiddelbart ligner det en 50-50 kamp.