Det var en lettet, men også lidt ærgerlig Michael Madsen, som satte ord på kampen kort efter slutfløjtet: "Det var en fuldt fortjent sejr, men det er synd, at vi ikke får scoret det 3. mål i 1. halvleg, fordi så splitter vi Allerød i atomer. Vanløse var bedst i alle spillets facetter og i store perioder var der tale om decideret klasseforskel. I oplægget til kampen lagde vi vægt på at erobre boldene på den sidste trediedel af modstandernes banehalvdel og det lykkedes rigtig godt. Reduceringsmålet til 1-2 forplantede sig desværre til utryghed hos spillerne og derfor får vi ikke afsluttet kampen særlig elegant. Men det er glemt imorgen. Det allervigtigste er, at vi igen får point på kontoen og lægger luft til bundplaceringerne. Jeg kan godt mærke på spillerne fra sidste års vanløsehold, at de er overfølsomme overfor bunden af rækken og jeg kender ingen bedre medicin end sejre og point".
Michael Madsen vil ikke udpege en "kampens spiller", da der var tale om solidt håndværk fra et stærkt kollektiv. Skal man alligevel sætte navne på et par særligt iøjnefaldende spillere må det være Andreas Serner fra bagerste geled og Benjamin Lee fra offensiven.
Kampfakta
Allerød - Vanløse 1-2 (0-2)
13. 0-1 Thomas Domino Andersen
22. 0-2 Morten E. Rylander
74. 1-2 Martin Dreslar
Tilskuere: 206
Startopstilling
Per Rasmussen, Mikkel Larsen, Morten E. Rylander, Andreas Serner, Rasmus Lucht, Nicolai Lewandowski, Kasper Thorsvang, Thomas Domino Andersen, Daniel Udsen, Benjamin Lee, Anders Jochumsen
Indskiftninger
68. Ali Aliji istedet for Benjamin Lee
68. Kristian Krog istedet for Anders Jochumsen
78. Jon Andersen istedet for Thomas Domino Andersen
En kontra satte gang i begivenhederne
I kampens første 10 minutter havde begge mandskaber fokus på at fastholde organisationen med tætte markeringer og påpasselighed i defensiven. Derfor skulle der også en hjælpende fod til, inden Thomas Domino Andersen kunne hæve armene og fejre sin 0-1 scoring efter 13 minutter. Andreas Serner satte det hele igang med ét af sine lange indkast, som dog blev clearet ud af straffesparksfeltet, men returen endte for fødderne af Domino. Han sendte bolden tilbage i feltet, men en Allerødkontra fik bolden til at ændre bane og sejle indover en chanceløs målmand.
Målet gav masser af selvtillid til gæsterne, som satte sig fuldstændig på kampen og de skulle blot vente 9 minutter på endnu et mål. Vanløse blev tilkendt et hjørnespark og Anders Jochumsen sendte et præcist indlæg ind i pandebrasken på Morten Rylander, som fik noteret ét af sine sjældne mål. Det chanceskabende spil var noget af det bedste set i denne sæson og i det 29. minut var Kasper Thorsvang milllimeter fra at gøre Rylander følgeskab på måltavlen, men det lykkedes desværre ikke at omsætte Benjamin Lee´s sublime forarbejde efter fortjeneste.
Første chance efter 30 minutter
Vi har ikke glemt at nævne nogle chancer til Allerød! Vi skal faktisk helt frem til den halve time før nordsjællænderne spiller sig frem til en god chance, som dog blev afværget til hjørnespark. På det efterfølgende kontrastød var Vanløse igen tæt på en scoring, da Benjamin Lee blev spillet blank med målmanden, men han manglede desværre den sidste skarphed i duellen.
Allerød sluttede godt af i halvlegens sidste 5 minutter, hvor de bl.a. havde en afslutning på underkanten af overliggeren, men bolden sprang utrolig nok tilbage i spil. Baseret på spil og chancer burde halvlegen nok have endt i retning af 4-1 eller 5-1, men det blev ved komfortable 2-0 ved pausen.
Medvinden ikke nok
Blæsten var 12. mand i dagens opgør og Allerød skulle forsøge at lukrere lidt på medvinden i 2. halvleg. Det var dog Vanløse som startede mest aggressivt og havde kampens første chancer, selvom det aldrig blev til åbne chancer. Det blev det til gengæld i det 64. minut til Allerød, da Vanløse havde indledt en mere defensiv strategi. Allerød spillede sig helt blank med Per Rasmussen, men den flade afslutning endte alligevel en halv meters penge ved siden af stolpen.
Risikabel defensiv
Det stod dog klart, at Vanløse nu forsøgte at fighte kampen hjem fra egen banehalvdel krydret med hurtige kontrastød. Det var måske lige tidligt nok, men omvendt havde Vanløse så meget styr på kampen, at man ikke kunne fortænke spillerne i at ville køre sejren sikkert i hus.
Men så skete det, som ikke måtte ske. Et flot Allerødindlæg fra højre side gav en afslutning, som Per Rasmussen kun halvklarede, og Martin Dreslar var hurtigt over riposten og reducerede til 1-2. Det fik kampen til fuldstændig at ændre karakter og de sidste 15 minutter blev en ren overlevelseskamp for Vanløse. Selvom usikkerheden bredte sig - både på og udenfor banen - tilspillede Allerød sig dog aldrig den helt store udligningschance, og indskiftede Kristian Krog fik istedet en en friløber i det 85. minut, som desværre løb helt ud i sandet.
Masser af optimisme
Det blev ved 1-2 og Vanløse er dermed ubesejret i de seneste 6 turneringsopgør, hvis man medregner kampene mod Ølstykke og HIK fra forrige sæson. Det bliver uhyggelig svært for de andre mandskaber at besejre dette vanløsemandskab og fortsættelsen tegner rigtig lovende. Michael Madsen er tilfreds med en slutplacering i "midten med pil opad", så vi må bare vente og se, hvor høj den pil bliver.