Nyheder - Klubben
21. juni 2010 - 14:37 af: Leif Madsen
For at sikre et ligeligt antal mandskaber i 2. division øst/vest har det været nøvendigt at overflytte 3 østhold til vestkredsen fra den kommende sæson. Mandag var så dommens dag og med Vanløses formand, Keld Ventrup, som lykkens gudinden blev Greve, B1908 og nyoprykkede Rishøj trukket op af bowlen. De 3 klubber får nu mulighed for at gentage Vanløses bedrift fra 2007/08, hvor man som nyoprykket danmarksseriehold, formåede at overleve 2. division vest.
I Greves tilfælde var det en slags tak for sidst, da det var dem, som sendte Vanløse over i vestkredsen for 3 år siden. Der er ingen tvivl om, at en tur i vestkredsen indebærer mindre spillerinteresse udefra og faktorer som transporttider og tilskuerinteresse trækker også ned i den samlede vurdering. Lad os bare være ærlige - der er ikke meget lir over at køre de sidste 100 kilometer mod Thisted.
Skal man se på de positive sider er der mulighed for at møde nye klubber og stadions, og der er garanti for masser af nye indtryk. Men sportsligt set overlever man kun, hvis der findes en grundstamme af loyale klubspillere, som kæmpede videre, selvom sæsonen måske ikke er attraktiv. Derfor kan Rishøj have lige så stor mulighed for at klare skærene som mere etablerede klubber som B1908 og Greve.