1588

Vanløse er også divisionsklub i 2009/10

Nyheder - Senior
13. juni 2009 - 17:53 af: Leif Madsen

Vanløse sikrede sig endnu en sæson i 2. division efter 2-2 mod HIK på Gentofte Stadion. Kampen blev aldrig nogen stor spillemæssig oplevelse, men der blev kompenseret med god fight og flere åbne chancer i begge ender. Johannes Andersen og Jens Kristiansen stod for vanløses forløsende scoringer.

Med det uafgjorte resultat indkasserede Vanløse 4 point i de 2 sidste turneringsopgør, men det ændrer ikke på en sæson, der som helhed har været skuffende. Under normale omstændigheder er 3. sidstepladsen lig nedrykning, men konkurserne i 1. halvleg smed som bekendt en redningskrans ud i både 1. og 2. division. Når sæsonevalueringen skal laves må det været en logisk erkendelse, at der må og skal justeres på flere skalaer, fordi ellers går det galt i næste sæson.  

Startopstillingen var næsten identisk med spillerne fra Ølstykkekampen og langt hen ad vejen dem, som har trukket et stort læs i foråret. Det har til tider virket fortvivlende og modløst, men de formåede alligevel at trække sig op i hårrødderne og afslutte sæsonen med et par solide præstationer. Det er klasse og fortæller noget om holdets uforløste potentiale. 

Kampfakta
HIK - Vanløse IF 2-2 (1-1)
46. 1-0 Kasper Heide-Winther
48. 1-1 Johannes Andersen
57. 2-1 Martin Nielsen
71. 2-2 Jens Damsgaard Kristiansen

Startopstilling
Per Rasmussen, Morten Emil Rylander, Andreas Serner Petersen, Jonas Lundqvist, Mikkel Larsen, Theis Pedersen, Rasmus Lucht, Nicolai Lewandowski, Johannes Andersen, Kristian Krog, Jens Damsgaard Kristiansen

Indskiftninger
45. Benjamin Lee istedet for Kristian Krog
77. Anthony Tullberg istedet for Rasmus Lucht
86. Lars Andersen istedet for Jens Damsgaard Kristiansen

I kampens indledning havde Vanløse stor fokus på den defensive organisation og der var god opbakning i kæderne. Omvendt blev det ikke til det store i offensiven, hvor HIK til gengæld kom bedre ud af starthullerne. De fik kampens første store chance efter et hjørnespark i det 16. minut. Bolden blev ikke ekspederet ud af straffesparksfeltet og efter lidt tilfældigt spil fik HIK afsluttet mod vanløsemålet, men afslutningen gik millimeter forbi stolpen.

Bare 3 minutter senere fik Jens Kristiansen en næsten større chance, da han blev spillet helt fri mod målmanden, men han måtte have set tv-billederne fra kampen mod Ølstykke, fordi han havde luret, at Jens ville skyde fladt og mod bagerste stolpe. Chancen blev afværget med en flot fodparade.

Vanløse med lille overtag

Som halvlegen skred frem fik Vanløse langt bedre fat i kampen, dog uden at spille sig frem til de helt åbne chancer. Ikke mindst som følge af en stærk HIK-defensiv. Det var derfor helt naturligt, at der skulle en dødboldssituation til at sætte gang i målscoringen. Armbåndsuret havde passeret 45 minutter, da HIK tilspillede sig et frispark i venstre side. Per Rasmussen søgte ud i feltet for at bokse bolden væk, men han fik slet ikke ram på bolden, og Kasper Heide-Winther kunne score i det tomme vanløsemål. Et klart målmandsdrop - det kan man ikke skrive sig ud af! 

Føringen var ikke helt efter fortjeneste, fordi - indtil da - havde HIK ikke formået at spille sig frem til ret meget. Derfor var det også helt iorden at Johannes Andersen steg til vejrs og udlignede i halvlegens allersidste aktion. På dette tidspunkt havde vi passeret de 48 minutter.

Defensive problemer efter scoring

Akkurat som i 1. halvleg tog det lidt tid inden begivenhederne tog fart i 2. halvleg, men denne gang med HIK i teten. Det startede i det 55. minut, hvor HIK tilspillede sig en lille chance efter godt gennembrud i venstre forsvarsside. Per Rasmussen klarede i situationen, men det gjorde han ikke 2 minutter senere, hvor Jonas Lundqvist blev overløbet efter et indkast, som Martin Nielsen omsatte til 2-1 føringen. Der var desværre igen en personlig fejl, som var baggrund for scoringen.

Målet forplantede sig negativt i det ellers godt kæmpende vanløseforsvar. I det 65. minut var der deciderede opløsningstendenser, da HIK headede på overliggeren i 2 seperate situationer indenfor 10 sekunder. Der var slet ingen opdækning og Per Rasmussen var forståelig nok rasende.

God afslutning på kampen og sæsonen

Vanløse vendt dog bøtten bare et par minutter senere, da Andreas Serner brød et HIK opspil og satte nok kampens bedste aktion i scene. Andreas spillede Nicolai Lewandowski omkring midtercirklen og med Benjamin Lee som mellemstation, fulgte Nicolai selv med op og afsluttede på kanten af straffesparksfeltet. Bolden prellede desværre af på overliggeren, men et superflot angreb, som havde fortjent bedre.   

Udligningen kom i det 71. minut efter et glimrende forarbejde af Theis Pedersen, som fightede og driblede forbi flere modspillere, inden bolden endte foran fødderne på Jens Kristiansen. 2-2 og endnu engang måtte et stakkels hjørneflag finde sig i hån,spot og latterliggørelse fra Jens DK. 

Mod kampens afslutning pressede Vanløse på for at sikre sejren, men 2-2 var et passende punktum for begge mandskaber.

På gensyn til endnu en sæson i 2. division.