1588

Vanløse IF er meget mere end det bedste alternativ i København

Nyheder - Ungdom
19. juni 2009 - 10:58 af: Claus Nielsen, talentchef og U17 træner

Mens klubbens flagskib i 2. division har kæmpet med både spillet og resultaterne i dette forår har sucessen været ubetinget i ungdomsafdelingen. Klubbens talentchef, Claus Nielsen, opsummerer her et fantastisk fodboldforår, og hvad der venter af spændende udfordringer til efteråret.

U19 er ramt af kollektiv hukommelsestab - de kan simpelthen ikke huske, hvad det vil sige at tabe fodboldkampe. Under ledelse af Morten Vinther og Casper Johansson er der udviklet en ukuelig vinderkultur, hvilket sendte holdet ubesejret gennem Elite Øst i foråret. Det efterfølgende slutspil resulterede i en semifinalesejr på 3-0 over Hillerød, mens Allerød blev slået 1-0 i finalen. Nicolai Kehling blev matchvinder på et hovedstødsmål i 1. halvleg, og hermed fik truppen en perfekt afslutning på tiden som ungdomsspillere og et godt afsæt til seniorrækken.  

Holdets stamme har desuden haft en væsentlig andel i succesen på U21. Lur mig om der ikke er 3-4 spillere fra holdet, som får debut på divisionsholdet efter sommerferien. Hold bl.a. øje med efternavne som Kehling, Ahlberg, Andersen og Rossander.  

På vej i U17 Divisionen

U17 har også skrevet sig ind på listen over blivende tophold, selvom årgangen altid har haft det ualmindeligt svært i Vanløse. Forårets ambitioner blev ikke helt indfriet, men det ændrer ikke på, at U17 for 2. halvsæson i træk placerede sig blandt topholdene. Holdet slog desuden ligaholdet fra Hvidovre ud af pokalturneringen og var marginaler fra at gøre det samme ved FCK. Holdet fungerer nu på et meget højt niveau, men bundniveauet kan stadig blive endnu højere. 

U17 skal spille i den landsdækkende U17 Divisionen til efteråret. Hvis du har alderen og talentet er der mulighed for at komme til prøvetræning - mandag den 22. juni og/eller torsdag den 25. juni - begge gange kl. 16.30. 

U15 vandt mesterrækken

U15 vandt forårets mesterrække foran klubber som B93 og Hvidovre. Præstationen var ikke blot en triumf for spillerne, men også for den debuterende elitetræner, Rasmus Skovby, som hermed fik et perfekt afsæt til sin videre karriere i Vanløse. Også et stort skulderklap til Jørgen Rasselnberg for sin utrættelige arbejdsindsats på sidelinien - både på dette og andre af klubbens hold. 
http://www.123hjemmeside.dk/vanloeseif-u15

På vej i Elite Øst


På baggrund af efterårets oprykning har U14 bare arbejdet videre med deres koncept og sejret - og samtidig spillet flot og positivt fodbold. Indsatsen har været så god at de har kvalificeret sig til U15 EliteØst, hvilket er en mandfolkepræstation af både holdet og trænerstaben. Tillykke til Anders Rasch, Kenn Winther, Jose Olsen, Martin....
http://www.vif95-1.dk/

Som Talentchef/sportschef for ungdomsafdelingen kan jeg kun bøje mig i støvet for de præstationer der er lavet af trænere og spillere i dette forår. Det gøres ikke bedre!

Hvad venter så efter sommerferien

U/19 er kommet i 2. division, som er det højeste niveau for klubber uden DBU-licens.
U/17 er kommet i den landsdækkende 1. division
U/15 er kommet i EliteØst - absolut højeste række - og her bliver modstanderne bl.a. de bedste spillere fra FCK, Brøndby, Hvidovre, AB, B93 og Lyngby.

Det er en klokkeklar konstatering af, at vi har gang i det helt rigtige i Vanløse. Hvis vi bliver ved med at arbejde hårdt, så venter der endnu flere fantastiske oplevelser lige rundt om hjørnet.

God sommer og tak for et fantastisk forår til trænere, spillere, forældre og øvrige tilskuere/fans.

Ps. Nu ønsker vi os bare en kunstgræsbane til jul

Forza Vanløse IF
Det absolut bedste alternativ i København