1588

Uinspireret indsats gav første nederlag i 2. division

Nyheder - Senior
5. september 2009 - 17:23 af: Leif Madsen

Efter den positive sæsonindledning i 2. division havde mange sat næsen op efter endnu en sprudlende og inspireret vanløseindsats i hjemmekampen mod BGA. De fik dog en meget lang næse, fordi Vanløse kom aldrig nogensinde ud af starthullerne, og holdet leverede en indsats på et niveau, som ikke er divisionsfodbold værdig. BGA vandt 2-0 i Vanløse Idrætspark.

Det var en synlig chokeret Michael Madsen som forsøgte at sætte ord på hans hidtil største skuffelse som træner på divisionsniveau: 

"Indsatsen er forhåbentlig bundniveauet for dette vanløsemandskab, fordi ellers ser det sort ud. Det er ok at tabe fodboldkampe, men det må ikke ske på denne måde. Vi får BGA til at se meget bedre ud end de er i virkeligheden, og vi får slet ikke vist den gejst og fight, som har kendetegnet holdet i de øvrige kampe. I pausen sagde jeg til spillerne, at jeg ikke har haft ansvaret for et hold, som har underpræstateret på denne måde, og det gør ondt helt ind i hjertet. Dagens præstation er simpelthen helt uacceptabel".

Kampfakta:

Vanløse IF - BGA 0-2 (0-2)
11. 0-1 Rasmus Dalland
23. 0-2 Claes Rasmussen (straffespark)
Tilskuere: 343

Startopstilling:
Per Rasmussen, Mikkel Larsen, Morten Rylander, Nicolai Lewandowski, Andreas Serner, Kasper Thorsvang, Thomas Domino, Rasmus Lucht, Daniel Udsen, Benjamin Lee, Anders Jochumsen

30. Kenni Pedersen istedet for Thomas Domino
45. Anders Clausen istedet for Benjamin Lee
58. Ali Aliji istedet for Mikkel Larsen 

Alt ved det gamle...

Vanløse er kommet godt fra start i sæsonen og alt lignede sig selv op til hjemmekampen mod BGA. Frank Skytte og Michael Madsen piskede spillerne gennem den traditionelle opvarmning, og både intensiteten og koncentrationen så ud til at lyse ud af spillerne. Der skulle dog ikke gå mange minutter af dagens opgør, inden det stod klart, at det blev lang lørdag i Vanløse Idrætspark. Ovenfra stod den på blæst og regnbyger, og spillet på banen endte hurtigt med at blive nogenlunde ligeså spændende som vejret - mange tekniske fejl, tempofattigt, defensivt og usikkert. 

Kampens første chance gav mål

Bedst som begge mandskaber hang i den spillemæssige suppedas bragte BGA sig i front efter et præcist indlæg fra højre side. Bolden blev sparket ind blandt venner og fjender lige foran vanløsemålet, og her kunne Rasmus Dalland helt uhindret heade bolden ind bag en sagesløs Per Rasmussen. I situationen var der ingen markeringer i vanløseforsvaret og herfra blev det bare værre og værre i en dræbende 1. halvleg.  

Spillerne forsøgte desperat at finde hinanden på banen, men det virkede som om de havde fået bind for øjnene. Det blev endnu værre i det 23. minut, da dommeren fløjtede for straffespark, som Claes Rasmussen eksekverede med usvigelig sikkerhed for BGA. 

Stolpe ud

Nede 0-2 og en modløs indsats af hjemmeholdet - ingen nævnt, ingen glemt - lignede det Mission Impossible. Trænerduoen udskiftede Thomas Domino med Kenni Pedersen, men lige lidt hjalp det. Vanløse fik chancen for at spille sig tilbage i kampen i det 36. minut, men Mikkel Larsens hovedstød blev pareret af stolpen.

Vanløse fik i det hele taget bedre fat i halvlegens sidste 10 minutter, men det kom aldrig tættere på end et hovedstød fra Benjamin Lee, som dog endte lige i favnen på John Lundbye. 0-2 ved pausen og én af de dårligste halvlege i mands minde. Bestyrelsen burde have hentet klubbens kasserer med politiekskorte, så publikum kunne få deres entré tilbage - så dårligt var det. BGA var på ingen måde nogen skræmmende modstander, men Vanløse var sin egen værste fjende på en kollektiv off-day.

Mere af det samme

2. halvleg var blot 2 minutter gammel, da BGA kunne have lukket kampen til 3-0. Kasper Kalule spadserede stort set gennem midterforsvaret, men stolpen forhindrede den helt store ydmygelse. I det 63. minut fik BGA endnu en kæmpechance, men friløberen mod vanløsemålet blev afværget af Per Rasmussen, som igen viste sine kvaliteter i mand-til-mand situationerne.

Anders Jochumsen fik dog bolden i netmaskerne i det 75. minut, men ganske betegnende for opgøret blev målet annulleret for offside. Vanløse sluttede kampen med 10 mand på banen, da en skadet Morten Rylander måtte forlade banen uden mulighed for flere indskiftninger. VIF havde faktisk lignet et hold i undertal gennem det meste af kampen, så situationen var meget symbolsk for kampen som helhed.  

Der kan kun ønskes bedre held næste gang. Det er udekampen mod Skjold på Østerbro Stadion.

0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar