1588

Nulløsning i Vedbæk

Nyheder - Senior
15. august 2009 - 20:31 af: Leif Madsen

I et fighterbetonet opgør spillede BSV og Vanløse 0-0 på Vedbæk Stadion. Med torsdagens pokalkamp i benene var spørgsmålet, om Vanløse havde de fysiske ressourcer til at stå hele distancen, men trods problemer i slutfasen var det fuldt fortjent, at Vanløse returnerede til København med det ene point i bagagen.

Med 4 point efter 2 kampe er både spillerne og trænerne kommet godt afsted i 2 division øst. På positivsiden tæller, at der endnu ikke scoret et turneringsmål mod det bundsolide forsvar og ét point på udebane skal være godkendt.    

BSV - Vanløse 0-0

Startopstilling: Per Rasmussen, Morten Rylander, Rasmus Lucht, Nicolai Lewandowski, Mikkel Larsen, Kasper Thorsvang, Thomas Domino, Anders Clausen, Daniel Udsen, Kristian Krog, Benjamin Lee  

57. Mads Aunvig istedet for Benjamin Lee
62. Jon Andersen istedet for Kasper Thorsvang
86. Andreas Petersen istedet for Anders Clausen

Pas på brændenælderne

Vedbæk Stadion tilbyder mildest talt ikke rammer, som inspirerer til stor fodboldkunst. "Hovedtribunen" består af nogle caféstole og en række træbænke, som man iøvrigt skal være godt polstret for at kunne udholde i mere end 5 minutter. Den modsatte side bør man helt holde sig langt fra, medmindre man interesserer sig for at vandre rundt i brændenælder. Triste omgivelser for et ellers godt kæmpende BSV-kollektiv. 

Vanløse kom dårligt ud af starthullerne i dagens opgør. BSV er efterhånden ubesejret i en halv snes kampe og selvtilliden var til at få øje på i kampens første 15 minutter. Det blev dog aldrig til åbne chancer, da hjemmeholdet hovedsagelig hældte høje indlæg ind i feltet, hvor Mikkel Larsen og Morten Rylander ikke levner modstanderne mange muligheder.  

18 minutter inden første skud 

Der skulle gå 18 minutter, inden Vanløse fik deres første afslutning på mål. Thomas Dimono blev sat i scene af en sprudlende Benjamin Lee, og Anders Clausen lagde bolden tilrette for fødderne af Domino, men afslutningen var lige på målmanden. I midten af halvlegen havde Vanløse spillet sig langt bedre ind i kampen og fra den halve time havde Vanløse overtaget initiativet i kampen. 

I det 33. minut var Benjamin Lee tæt på at finde Kristian Krog i feltet, men indlægget lå få centimeter for højt. I denne fase af kampen var der kommet styr på vanløses offensiv og Benjamin Lee/Kristian Krog og Daniel Udsen/Thomas Domino havde flere gode aktioner. Vanløse manglede dog også skarphed og derfor var 0-0 ved pausefløjtet et ganske passende resultat.

Mere chanceskabende spil

2. halvleg bød på mere åbent spil og BSV var tæt på at bringe sig i front i et par situationer. Én af chancerne kom i det 53. minut, da BSV kombinerede sig gennem i højre forsvarsside, men afslutningen blev afværget i sidste øjeblik. Også Vanløse havde små chancer, uden dog at blive decideret farlige. Den største chance kom i det 76. minut, da Kristian Krog fik en god hovedstødsmulighed , men præcisionen manglede.

Presset i slutfasen

Vanløse var ude i en pokalkamp torsdag aften mod Lyngby og i kampens sidste 10 minutter stod det klart, at kræfterne begyndte at svigte. BSV pressede hårdt på og havde de bragt sig i spidsen på dette tidspunkt havde Vanløse næppe været i stand til at svare igen. Hjemmeholdet fik kampens absolut største chance i det 81. minut, da en afslutning på tværs af feltet gik millimeter forbi stolpen. Forsvaret kæmpede dog forbilledligt videre og det var ikke mindst deres indsats, som skaffede det ene point.   

Fornem start i ungdomsafdelingen

Hvis 1. holdet ikke formåede at få 3 point på kontoen var der anderledes succes i ungdomsafdelingen, hvor både U17 og U19 var ude i efterårets første divisionskampe. U17 stiller op i landets næstbedste række - 1. division - og her blev det til en superflot 3-2 sejr over Næsby. U19 stiller op i 2. division og de var på besøg hos Frem. U19 består næsten udelukkende af 1. års ynglinge, men alligevel lykkedes det at vinde 2-1 i Valby Idrætspark. Godt gået!