1588

Nederlag trods god indsats

Nyheder - Senior
18. oktober 2009 - 20:27 af: Leif Madsen

Det lykkedes ikke for divisionsholdet at komme på pointtavlen i søndagens opgør mod Lolland-Falster Alliancen. Holdet leverede dog særligt i 1. halvleg en flot præstation, hvor 2 åbne chancer i kampens første minutter burde have givet Vanløse en drømmestart. Opgøret blev afgjort på straffespark i det 40. minut, hvor Kenneth Jørgensen scorede sikkert for hjemmeholdet.

Med nederlaget rykker Vanløse under stregen, men hvis det lykkes at fastfryse 1. halvleg i efterårets sidste kampe bør der ligge point og vente på vanløses hårdtkæmpende spillere. De tabelmæssige problemer bunder ganske enkelt i for få scoringer, og så ender man på et tidspunkt i bundstriden, selvom Vanløse også har et af de bedste forsvar i 2. division.  

Kampfakta
Lolland-Falster Alliancen - Vanløse IF 1-0
40. 1-0 Kenneth Jørgensen (straffespark)
Tilskuere 625

Startopstilling
Per Rasmussen, Jonas Lundqvist, Morten Emil Rylander, Nicolai Lewandowski, Andreas Serner, Theis Pedersen, Jon Andersen, Kenni Pedersen, Daniel Udsen, Kristian Krog, Anders Jochumsen

45. Benjamin Lee istedet for Jon Andersen
65. Jeppe Bigandt istedet for Kenni Pedersen
84. Michael Madsen istedet for Morten Emil Rylander 

Debut til Bigandt


Nicolai Nielsen og Jeppe Bigandt (th.)

Vanløse returnerede ikke til København med point i bagagen, men der blev alligevel skrevet lidt historie i Nykøbing, da der blev givet debut til Jeppe Bigandt, som først fornylig rundede de 16 år. Før denne sæson spillede Jeppe i Juniorligaen for Lyngby Boldklub og der er al mulig grund til at knytte forventninger til ham i fremtiden. Enten i Vanløse eller i en klub på højere niveau. Det samme gælder for holdkammeraten fra U17 Divisionen - Nicolai Nielsen - som også var med i truppen mod LFA. 


Kampen blev afviklet i helt perfekte rammer på det hyggelige og atmosfærefyldte Scandic Live Arena, hvor man hurtigt blev mindet om, at LFA lå i Viasat Divisionen indtil forrige sæson. For at klare sig her er man pisket til at kræse for det lokale erhvervsliv, men LFA har videreført traditionen i 2. division, og det så ud til at være et populært indslag i Nykøbing og omegn. Denne søndag var der således 140 til spisning i sponsorloungen, hvor der blev vartet op med buffet og drikkevarer samt kaffe og kage i pausen. Et par fra vanløses delegation blev inviteret til at prøve det hele på egen krop og der skal lyde en tak til formand, Axel Castenschiold, for både opvartningen og inspirationen. Held og lykke med det nye job.


Godt fra start

Allerede efter 15 sekunders spil havde Vanløse mulighed for at give de stopmætte sponsorer en ordentlig mavepuster. Bolden blev sparket op i hovedhøjde til Kristian Krog, som forlængede til Anders Jochumsen. Han brugte alle sine angrebsinstinkter, tog et hurtigt træk ind i banen, hvorefter der blev afsluttet mod målet. Martin Johnsen var prisgivet i LFA-målet, men bolden endte centimeter forbi den ene opstander. Det blev startskuddet til en stærk periode for Vanløse, hvor engagementet var højt og løbevilligheden stor.

I det 6. minut brændte det igen på foran LFA-målet og her fik man desværre beviset på, hvorfor Vanløse ligger hvor de gør i tabellen. Kenni Pedersen fik pludselig serveret bolden i helt fri position foran mål. Det eneste han skulle gøre var at afslutte og ramme målet fra cirka 4-5 meters afstand - uden målmand - men han formåede i stedet at ramme stolpen. Der skal simpelthen scores i disse situationer, fordi ellers er der ikke andre muligheder tilbage end at bestikke modstanderne til at lave selvmål.

Initiaitvet fastholdes

Trods de spildte muligheder formåede Vanløse at holde fast i initiativet, og de stod for de organiserede indslag i opgøret. I denne fase af kampen var Theis Pedersen særligt iøjnefaldende, men også Anders Jochumsen blev sat godt i scene som spillestation i offensiven, hvor det gang på gang lykkedes at få kanterne med. Det var også positivt at se Morten Emil Rylander tilbage i centerforsvaret. Udover sin defensive kvaliteter kan Morten også føre bolden fremad banen, og i flere situationer havde han første fod på angrebene.

Vanløse havde initiativet de første 30-35 minutter, hvorefter hjemmeholdet overtog taktstokken og satte sig på resten af halvlegen. Det blev rigtig farlig i det 37. minut, hvor Clement Kafwafwa fik en stor scoringschance. Efter et indlæg fra højre side stod han pludselig blank foran Per Rasmussen, men han klarede hovedstødet og satte igen en tyk streg under sine store kvaliteter inde på målstregen. Det gik dog galt 3 minutter senere, da der blev fløjtet for straffespark begået af Nicolai Lewandowski. Han kom til at halse bagefter et træk inde i feltet og missede tacklingen. Kenneth Jørgensen scorede sikkert til 1-0 for hjemmeholdet.

Fortjent eller ej

Det var måske ikke helt efter fortjeneste at LFA kunne gå til pausen med en 1-0 føring, men når Vanløse ikke scorer på sine chancer er der ingen grund til at komme med alt for mange undskyldninger. Det ændrer ikke på, at 1. halvleg var en intens og underholdende affære, som begge mandskaber havde stor ære af.

Faldende kvalitet

2. halvleg nåede aldrig det samme spillemæssige niveau som de første 45 minutter. LFA satsede primært på kontraspillet, mens Vanløse forsøgte at gentage noget af det etablerede angrebsspil fra 1. halvleg, men uden den samme succes. Som halvlegen skred frem blev Vanløse tvunget til at åbne mere op og det gav flere huller bagude. I de sidste 15 minutter af kampen havde LFA flere hurtige opløb, men en kombination mellem dårlige afslutninger og godt forsvarsspil forhindrede situationerne til at udvikle sig til andet end halve og kvarte chancer. Vanløse havde også deres lille andel af chancer til at bringe balance i regnskabet:

73. God kontrachance til LFA, men Theis Pedersen lavede et flot tilbageløb og afværgede situationen. Der kom endnu en lille chance på det efterfølgende hjørnespark, men afslutningen endte over mål.
74. Flot frispark af Anders Jochumsen på kanten af feltet, men Martin Johnsen diskede op med en feberredning helt oppe i krogen.
90. Indskiftede Michael Madsen fik en god scoringschance, men bolden blev hekset over mål. 

En hård skæbne

Det blev ved 1-0 og det var en hård skæbne for Vanløse. Der er i det hele taget blevet løbet mange forgæves kilometer i dette efterår, men indstillingen var på plads mod LFA. Spillemæssigt var de gode takter begrænset til de første 30-35 minutter, men det burde have været tilstrækkelig mod en modstander, som ikke havde flere strenge at spille på end Vanløse. Man kan blot håbe på, at der kommer lidt medvind i efterårets sidste kampe og at motivationen fastholdes.