Dagens kamp blev den tredje i streg uden mål, og det virker som om, holdets offensive kræfter er ramt en smule på selvtilliden. Vanløse kom ellers stærkt fra start, og Páll Klettskard testede efter fem minutter træværket - desværre blev det stolpe ud for den store færing. Kampen udviklede sig derefter til en hård kamp om midtbanen, og begge mandskaber havde vanskeligheder med at få spillet til at flyde på en ellers udmærket bane.
Vanløses største chancer kom efter standardsituationer, og særligt Dennis Holmbergs lange indkast var kilde til uro i KBs midterste forsvar. Det var således tæt på i både det 28. og 34. minut, hvor først Páll Klettskard og siden Morten Emil Rylander testede KB-keeperen, der akkurat fik afværget i begge situationer.
Foto: Jan Schmidt
De to chancer tippede momentet over til Vanløse, der i perioden omkring den halve time fik tilspillet sig et lille overtag. Mads Torry blev i perioder af kampen rykket ud på højrekanten, hvor han kom frem til et par fornuftige muligheder. Den største opstod i det 38. minut, da han trak uden om KBs venstreback og sendte et skarpt indlæg mod første stolpe. En KB-forsvarer kom først på bolden, og var millimeter fra at sende den i eget net - men det forblev lige ved og næsten. KB var anderledes effektive i 1. halvlegs overtid, hvor det lykkedes at trække Vanløse-forsvaret skævt. Det resulterede i, at unge Mads P. pludselig stod alene med tre i højresiden, og det var således en formsag for Patrick Jensen at sende bolden ind bag Nicky Jensen.
2. halvleg blev aldrig nogen stor fodboldoplevelse, og ingen af holdene kom frem til de helt store muligheder. Indskiftede Jon Andersen skabte dog en smule fra sin position på højrekanten, men hverken Páll Klettskard eller Klaes Rasmussen behandlede den unge jydes glimrende indlæg efter fortjeneste.
Foto: Jan Schmidt
I slutningen af kampen forsøgte Vanløse et etablere et pres på hjemmeholdet, men det blev aldrig for alvor farligt. Michael Madsen skiftede i slutfasen sig selv ind på toppen, men den lange cheftræner manglede som sine spillere skarpheden. Skarphed viste KBs Saban Özdogan med et minut tilbage af kampen, da han sikkert scorede på straffe begået af Vanløses anfører Morten Emil Rylander.
Det blev ikke til yderligere scoringer, og kampen sluttede 2-0 til KB, der med sejren snupper ottendepladsen fra Vanløse. Næsten kamp for Vanløse er på lørdag den 24. april hjemme mod HIK, der har samme pointantal som dagens modstander KB på ottendepladsen. Kampene mod HIK er ofte kendetegnet ved at være chancerige og underholdene, og forhåbentligt bliver det også tilfældet på lørdag.
Kampfakta:
1-0: Patrick Jensen (45)
2-0: Saban Özdogan (88)
Startopstilling:
Nicky Jensen, Mads P., Mikkel Larsen, Morten Emil Rylander, Erling Jacobsen, Mads Aunvig, Kasper Thorsvang, Dennis Holmberg, Páll Klettskard, Klaes Rasmussen, Mads Torry.
Ind / udskiftninger:
55. Jon Andersen i stedet for Mads Torry
65. Thomas Nistrup i stedet for Mads Aunvig
78. Michael Madsen i stedet for Klaes Rasmussen