2009 var et jubelår for Morten både på og udenfor banen. Fra sidelinien kunne han og makkeren - Casper Johansson - se U19 holdet ryge helt til tops i forårets sæsonfinale i Elite Øst, hvor Allerød blev besejret med 1-0. Efteråret nåede næsten samme højder, selvom spillermaterialet ikke blev vurderet til at være på samme niveau som i foråret. Truppen havde en overvægt af 1. års ynglinge, så der blev ikke knyttet de helt store forventninger til holdets sportslige muligheder i 2. division.
Alle betænkeligheder blev dog gjort til skamme med en overrumplende 3. plads - kun overgået af Nordvest FC og HIK - men foran klubber som FC Roskilde og Frem. Som om det ikke var nok rundede Morten året af med at komme ind i den eksklusive gruppe af A-trænere, som er adgangsbilletten til en cheftrænerstilling i 1. division eller en post som assistenttræner i SAS Ligaen.

Morten Vinther
Morten Vinther har dog ingen aktuelle SAS Liga planer og han fortsætter det seje rugbrødsarbejde med at forme klubbens kommende divisionsspillere. Redaktionen har benyttet lejligheden til at spørge Morten, hvordan han har oplevet den eksplosive udvikling i vanløses ungdomsafdelingen og hvilke ideer han har omkring talentarbejdet.
1. Der er fart på i Vanløses ungdomsfodbold med juniorholdet i 1. division og dit eget ynglingehold i 2. division. Hvordan har du oplevet udviklingen de seneste 2-3 år.
- Vi er øjenvidner til et stykke vanløsehistorie. Tidligere var de største talenter over alle bjerge, når de kom op i junior og ynglingealderen, men nu oplever vi, at gamle spillere vender tilbage fra eventyr i klubber som KB, Lyngby og FC Nordsjælland, men der kommer også nye spillere udefra. For bare et par år siden lå både juniorerne og ynglingene i mesterrækken, så der har været en stejl opadstigende formkurve i klubbens ungdomsarbejde.
Morten er klar i mælet, når det gælder om at lokalisere baggrunden for de flotte resultater:
- Jeg tror meget af succesen hænger sammen med, at de nuværende ungdomstrænere er gamle vanløsedrenge, som arbejder nat og dag for klubben - personer som Claus Nielsen, Anders Rasch, Jimmi Sørensen, Kristian Sørensen, Kenn Winther, Rasmus Skovby, og naturligvis mig selv og min gode trænerkollega - Casper Johansson. For slet ikke at glemme José Olsen, som altid har været parat til at påtage sig opgaver på sidelinien. Der er ingen af os der løber skrigende bort, hvis der er lidt problemer og det har skabt en kontinuitet, som vi nu høster frugterne af. Vi snakker godt sammen og fokuserer på samarbejde i stedet for at have skyklapper på omkring egne hold. Jeg er særligt imponeret over det store arbejde, som Claus Nielsen har lavet på U17, men også for hans omfattende organisatoriske engagement.
Økonomi er et vigtigt omdrejningspunkt i en fodboldklub, uanset om det handler om at finansiere talentarbejdet eller at honorere trænerne for deres store indsats. Vanløse har været inde i en positiv økonomisk udvikling de seneste par år, men det har også været nødvendigt, da udgifterne til transport, materialer, vaskeordning og træneruddannelser har været stærkt stigende.
Det har Morten også en kommentarer til:
- Vanløse IF er måske ikke lønførende, når det gælder aflønning af trænere, men for en talentchef er der andre faktorer i spil end det rent økonomiske. Sportsligt set er Vanløse med i eliten og rammerne er på plads til at kunne understøtte de sportslige målsætninger.
2. Kan du skitsere hovedlinierne i dit kommende arbejde som talentchef?
- Det hele er stadig lidt overskriftsagtig for mig, men det handler om at lave udviklingsplaner for talenterne i samarbejde med trænerne, vurdere muligheden for oprykning af spillere, sikre sammenhæng i talentudviklingsarbejdet på tværs af eliteholdene og profilere talentarbejdet.
Det er mange målsætninger, men Morten Vinther er ikke i tvivl om, hvad der er omdrejningspunkt for alle bestræbelserne:
- Det er helt afgørende, at vi fastholder den gode teamspirit i trænergruppen, men også at vi hele tiden øger uddannelsesniveauet og stiller krav til hinanden. Helt konkret går jeg med planer om at få U15, U17 og U19 til at træne samtidig, så vi kan inspirere hinanden og gøre det mere umiddelbart at lade talenterne prøve sig af på overliggende hold. Under min A-træneruddannelse var jeg på studiebesøg i Ajax Amsterdam, hvor man netop gjorde det på denne måde. Samarbejdet var så godt, at hvis et af holdene havde en god øvelse blev den prøvet af hos de andre, og fordi man var U17 træner kunne man godt springe ind på U15 holdet og vise et par øvelser. Det er noget som øger det sportslige niveau, men jeg tror også det vil være godt for den indbyrdes dialog og sammenholdet.
3. Klubben satser benhårdt på at opnå B-licens i 2010, som vil give adgang til 1. divisionsfodbold i både U17 og U19. Hvordan ser du din egen rolle i disse ambitioner?
- En B-licens ville være et kæmpe skridt fremad for Vanløse og U17 har vist vejen med en superflot debut i 1. division. Jeg skal være med til at signalere, at klubben mener det seriøst, når der tales om at blive det "bedste alternativ" i København. Det lyder måske lidt hovski-snovski, men det handler om at vi skal finde en sportslig niche i niveauet lige under klubber som FCK og Brøndby. Vi skal kunne tilbyde fodbold på et højt niveau, men uden at gå ind i en direkte konkurrence. Det bliver svært, men det skal prøves!
4. I sidste ende handler dit arbejde om at skærpe elitearbejdet. Hvordan oplever du samarbejdet mellem elitesenior og eliteungdom og muligheden for at udvikle egne spiller til divisionsholdet.
- Jeg synes at vi har et godt samarbejde med seniorafdelingen, hvor bl.a. Nicolai Nielsen og Jeppe Bigandt er med oppe og træne engang imellem. Jeg har selv lige afgivet Mads Petersen til 1. holdstruppen, så der er stor fokus på at få modnet de største ungdomstalenter.
Men Morten Vinther konstaterer også, at Vanløse har mistet mange ungseniorer på det seneste:
- Det gør meget ondt at konstatere, at vi har mistet næsten alle de ynglingespillere, som vandt Elite Øst i foråret. Da jeg var rutineret spiller på 1. holdet fik vi et par ynglingespillere op fra årgang 1982. Den ene hed Morten Emil Rylander og den anden hed Kasper Thorsvang. I dag er begge fast inventar på 1. holdet, men de brugte altså et par sæsoner på at spille sig ind i startopstillingen, og det skal de unge spillere huske på. Det kræver talent, tålmodighed og stædighed at komme på 1. holdet.
Morten mener dog også at klubben kan gøre det bedre:
- Det lyder banalt, men jeg synes vi burde omdøbe 2. senior til "talenttruppen", som man gør det i Brøndby og Lyngby. For en 18-årig lyder det langt mere attraktivt at være i "talenttruppen", fordi det giver fornemmelsen af at være inde i en udvikling og på vej mod noget større. 2. senior lyder mere som et stempel på, at man aldrig opnår kvaliteterne til at begå sig på 1. holdet. Sportslig set må vi også indse, at vi skal have serie 1 holdet op i Københavnsserien før det bliver ligeså attraktivt at blive i Vanløse som at skifte til andre klubber. Københavnsserien vil være en udmærket rugekasse for de unge talenter.