Kampfakta
Vanløse IF - Brøndby IF 2-1 (1-0)
21. 1-0 Kristian Krog
46. 2-0 Kristian Krog
84. 2-1 Osama Akharraz (straffespark)
Tilskuere: 373
Startopstilling
Per Rasmussen, Mikkel Larsen, Morten Emil Rylander, Andreas Serner, Jonas Lundqvist, Kasper Thorsvang, Kenni Pedersen, Daniel Udsen, Anders Clausen, Anders Jochumsen, Kristian Krog
69. Michael Madsen istedet for Anders Jochumsen
76. Jon Andersen istedet for Anders Clausen
89. Benjamin Lee istedet for Kristian Krog
Optakt på Rhodos
1. holdet havde udvalgt en god dag til at levere efterårets måske flotteste præstation. En stor del af klubbens trofaste sponsorer var nemlig blandt tilskuerne, og det var de, fordi klubben afviklede den traditionsrige sponsorfrokost på Taverna Rhodos. Her var der også mulighed for at hilse på 1. holdstrænerne, som benyttede lejligheden til både at give en status på efteråret og en optakt til dagens kamp.

I Michael Madsens kampoptakt vurderede han, at alle spillerne skulle yde deres bedste, hvis det skulle lykkes at få point ud af kampen mod Brøndby. Hvis bare 1-2 spillere underpræsterede ville det blive svært, men omvendt mente han også, at der kunne opnåes en sejr, hvis holdet ramte niveauet fra kampen mod FC København.
Det var dog en stor streg i regningen, at Theis Pedersen havde meldt sig syg op til kampen og derfor var det op til bl.a. Kasper Thorsvang at svinge taktstokken på midtbanen.
Motivation fra første dommerfløjt
Førstehåndsindtrykket under opvarmningen var, at det blev et opgør mellem teknik og fysik, mellem talent og rutine. Vanløse havde hårdt brug for pointene og derfor burde motivationen være på vanløses side og man må sige, at spillerne var hårdtpumpede med motivation fra første dommerfløjt.
Kristian Krog var tydeligvis en spiller med en mission. I kampprogrammet var han blevet udpeget som den spiller, som har skuffet mest i efteråret, og det var måske det ordvalg, som gav de sidste 10 % på motivationsskalaen. Allerede efter 5 minutter var han på spil i brøndbyforsvaret, men halvlegens første reelle afslutning endte i sidenettet. Der stod Vanløse på det hele i kampens indledning og blot få minutter efter Kroghs forsøg fik Anders Jochumsen en god mulighed i feltet, men han blev tacklet i skudøjeblikket.
Foto: Jan Schmidt
Brøndby lurede på kontrastød og de teknisk velfunderede gæster var tæt på et par gange, selvom det ikke blev til de helt store chancer. Bedste mulighed kom i det 14. minut efter et frispark fra Joseph Elanga. Bolden fik overraskende lov til at passere alle i det tætpakkede felt og Per Rasmussen var tæt på at blive overlistet.
Brøndby på Krog´en
Herefter fik Vanløse flere chancer, som førte frem til føringsmålet:
17. Friløber til Kristian Krog, men sidste træk blev for langt.
18. Morten Rylander tæt på scoring efter hjørnespark.
19. Daniel Udsen ramte overliggeren.
Brøndby blev presset tilbage på banen og i det 21. minut gik den ikke længere. Morten Rylander brød bolden på midten af banen og satte gang i et perfekt kontrastød. Kenni Pedersen blev sendt af sted på venstrekanten og han tilspillede sig selv en oplagt afslutningsmulighed. Kenni har ikke været alt for heldig med sine afslutninger i efteråret, så han valgte heldigvis at sende bolden ind til en helt fri Kristian Krog, som brød sin langvarige måltørke og scorede til 1-0.
Fysikken i højsædet
Efter scoringen udviklede halvlegen sig i mere fysisk retning. Banen var tung efter heftigt regnvejr og spillerne fik gradvis sværere ved at fastholde det høje tekniske niveau fra kampens indledning. Vanløse producerede dog stadig store chancer og i det 40. minut var der igen bud efter Brøndby-målet efter et hjørnespark fra Daniel Udsen. Kristian Krog nåede højest op inde i feltet, men afslutningen slikkede overliggeren og endte i stedet med et målspark.

Foto: Jan Schmidt
Det blev ved 1-0 efter 1. halvleg og det resultat kunne Brøndby være tilfredse med. Vanløse havde virkelig leveret varen og spillerne gik da også til pausen med velfortjente klapsalver i øregangen.
Mål fra starten af 2. halvleg
Bolden var knap nok sat i spil til 2. halvleg, inden Kasper Vilfort igen var passeret. Anders Jochumsen stod for oplægget med en glimrende aflevering til Krog, som spurtede ned mod brøndbymålet med en forsvarer foran sig. Han blev dog sat ud af spillet med en elegant tunnel og Kristian Krog kunne herefter udbygge føringen til 2-0.
Indledningen på 2. halvleg blev et ekko af 1. halvleg og der skyldtes ikke mindst en utrolig arbejdsindsats overalt på banen. Forsvarskæden tog alt hvad der kom i nærheden af dem og både Jonas Lundqvist, Mikkel Larsen, Andreas Serner og Morten Emil Rylander kan være stolte af deres indsats. De burde udstyres med sorte superman-kapper til næste kamp, fordi ?Jernmænd? er det eneste der kan beskrive deres arbejdsindsats. Også på midtbanen må man tage hatten af for de gamle vanløsedrenge - Kasper Thorsvang og Anders Clausen - som begge har haft et vanskeligt efterår, men de kæmpede forbilledligt i dagens kamp. Også stor ros til Duracell-kaninen - Kenni Pedersen - som løb uafbrudt - akkurat som Daniel Udsen.
Foto: Jan Schmidt
Chance for hattrick
I det 54. minut fik Kristian Krog en gylden mulighed for at score et hattrick. Han blev sendt på en friløber - efter glimrende forarbejde af Anders Clausen - men Kasper Vilfort reddede til hjørnespark. Som halvlegen skred frem var det tydeligt, at Vanløse ikke har så mange træningstimer i benene som de unge brøndbyspillere. Hjemmeholdet bevarede tog kontrollen over opgøret og hvad der manglede i kombinationsspillet og løbeevnen blev opvejet af fight og god opbakning mellem kæderne.
Sidste helt store vanløsechance kom til indskiftede Michael Madsen, som blev sendt på en friløber i det 71. minut. Men igen agerede Kasper Vilfort redningsplanke med en god fodparade.
Foto: Jan Schmidt
Spænding i slutfasen
Bedst som Vanløse var ved at køre en bombesikker sejr i hus mente dommeren, at der skulle lidt spænding ind i slutfasen. Efter en tilfældig kontakt i straffesparksfeltet fløjtede han for straffespark til Brøndby, som Osama Akharraz omsatte til 2-1. Det var i øvrigt 4. kamp i træk, at Vanløse fik et straffespark imod sig.
Det gav en helt unødvendig spænding i slutfasen, fordi Vanløse havde haft chancerne til både 5 og 6 scoringer. Brøndby fik oven i købet en store chance for at udligne i 3. minut af overtiden, men Per Rasmussen klarede i flot stil. En scoring her ville sandsynligvis have knækket hjemmeholdet i efterårets sidste kampe, fordi dagens præstation var til 3 point og intet andet.

Plusser og minusser
Vanløse kan slå alle hold i 2. division, hvis de står sammen som et hold, og det lykkes forhåbentlig at fastholde momentet i de resterende kampe af efteråret. Der venter dog en helt ny opgave mod Greve, som næppe satser ligeså offensivt som Brøndby.
Skal man putte lidt malurt i bægeret må det være, at effektiviteten foran modstandernes mål stadig er under middel. Det er helt unødvendig at få problemer i slutfasen, men nu er der kommet hul på målbylden og Krog har det med at score i stimer. Det er heller ikke i orden, at Vanløse får 3 gule kort for brok i 1. halvleg, men det kunne ikke slette indtrykket af en fantastisk lørdag eftermiddag i Vanløse Idrætspark.