Nyheder - Senior
4. maj 2010 - 21:51 af: Leif Madsen
Stadionuret havde kørt sidste omgang, da Theis Pedersen udlignede til 1-1 i divisionskampen mod BGA. Efter en begivenhedsfattig 1. halvleg havde BGA flere store chancer i de sidste 45 minutter, og kun en velspillende Per Rasmussen holdt Vanløse inde i kampen. Han kunne dog ikke stille noget op i det 81. minut, da den ligeså velspillende Ibrahim El-Khatib brød igennem på venstrekanten og lavede en fornem assist til Andreas Birkedals scoring til 1-0.
Målet lignede en afgørelse på kampen, fordi Vanløse også denne gang havde svært ved at finde skarphed i det fremadrettede spil, men der endte alligevel med at komme udbytte ud af den fight og det løbearbejde, som spillerne trods alt leverede. Vanløse står midt i en periode med mange skader og mange kampe - aftenens opgør var den 4. på blot 10 dage - og der er trukket store veksler på en lille gruppe spillere. De er igen på banen lørdag den 8. maj kl. 15.00, hvor Greve gæster Vanløse Idrætspark.
Kampfakta
BGA-Vanløse 1-1 (0-0)
81. 1-0 Andreas Birkedal
93. 1-1 Theis Pedersen (straffespark)
Tilskuere: 215
Startopstilling
Per Rasmussen, Morten Emil Rylander, Thomas Nistrup. Mads Petersen, Theis Pedersen, Thomas Domino, Kenni Pedersen, Jon Andersen, Klaes Rasmussen, Waseem Alami, Páll Klettskard
Ud/Indskiftninger
65. Mads Aunvig istedet for Klaes Rasmussen
81. Mads Torry istedet for Thomas Domino