Fortæl lidt om din aktive fodboldkarriere?
Jeg spillede i Fremad Amager fra 1969-1977 og var med til at føre klubben fra 3. til 1. division. Midt i alle Fremad-årene nåede jeg også en halvsæson i Holbæk i 1974 - i den bedste række. Det var en fantastisk tid, på Amager hvor der var dømt folkefest, hver gang vi spillede hjemmekampe foran 6.000-7.000 tilskuere i 1. division søndag formiddag i Sundby Idrætspark. Blandt højdepunkterne var en pokalfinale i 1972, hvor vi tabte til Vejle, men alligevel kom med i UEFA-Cuppen, fordi Vejle også blev dansk mester. Jeg var allerede ungdomstræner, mens jeg spillede i Fremad Amager, og havde bl.a. fornøjelsen af at træne Frank Arnesen i junior og ynglingerækken. Og jeg nåede at spille sammen med både Arnesen, Lerby og Ivan Nielsen.
Frank Skytte nr. 3 øverst fra venstre. På billedet ses også bl.a. Frank Arnesen
Jeg stoppede elitekarrieren som 28-årig, fordi jeg ikke længere syntes jeg havde niveauet. Jeg fortsatte som spillende træner i min barndomsklub, Standard, som nu hedder KFB (Kløvermarkens Forenede Boldklubber).
Hvilke klubber har du ellers stået i spidsen for som træner?
Jeg har været træner for Hvidovre IF og Glostrup IF 32, mens de lå i 1. division. Jeg har også været omkring Kalundborg, Holbæk, Glostrup og Fremad Valby, så har jeg været på Færøerne i 4 omgange. Første gang som spillende træner i 1982 og sidenhen blev det til et færøsk mesterskab med HB Tórshavn i 2003.
Har du nogensinde levet af fodbolden?
Ja, i de 2 år jeg var i Hvidovre IF. Det var dengang Peter Schmeichel ejede klubben. Og i de 4 dejlige år på Færøerne.
Hvad er dit højdepunkt som træner?
Det vil nok overraske nogen at høre, men det er ligeså sjovt for mig at redde en klub fra nedrykning som at vinde et mesterskab eller blive kåret som årets træner. Så det er svært for mig at pege på et karrieremæssigt højdepunkt. Til gengæld elsker jeg arbejdet med unge spillere, fordi det er med til at holde mig selv ung, og jeg er med til at bygge noget op. Jeg har trænet på alle niveauer undtagen Superligaen, så det har været mere end perfekt.
Hvilket indtryk står du tilbage med efter ét år i Vanløse IF?
Vanløse er en god klub, men med elendige baneforhold. Det er fantastisk at klubben alligevel har et hold i 2. division, et 2. hold på vej i Københavnsserien og 2 ungdomshold i 1. division fra efteråret. Jeg tager hatten af for personer som Jens Larsson og de 4 trænere, som står i spidsen for de 2 bedste ungdomshold. Det er helt vildt hvad de præsterer, selvom de arbejder under kummerlige forhold. Madsen og jeg har haft det nemt, fordi vi havde to personligheder i Torben Rylander og John Degn, som hjalp os godt på vej, da vi kom til klubben. I mellemtiden er Anders Nielsen blevet ny holdleder, og han er allerede blevet en fuldgod erstatning for John Degn - og så har han et mildere temperament end forgængeren.
Hvad er dit indtryk af holdet?
Vanløse har en solid defensiv grundstamme, som har været guld værd i de kampe, hvor det har haltet med offensiven og scoringerne. Jeg tænker på Andreas Serner, Morten Rylander, Mikkel Larsen, men også Theis Pedersen, som efter min opfattelse er den bedste spiller i 2. division. Jeg skal også huske at nævne Per Rasmussen, som er en helt fantastisk målmand. Vi har sat ham af holdet et par gange, men det var et fejlskøn fra vores side. Men den mest glædelige overraskelse er dog Mads Petersen, som er ét af de største forsvarstalenter, som jeg endnu har set. Jeg var selv med til at finde Christian Poulsen, og uden at lave direkte sammenligninger, kan også Mads nå langt, hvis han fortsætter sin nuværende udvikling.
Jeg synes også det har været positivt at følge Erling og Páll i foråret. Færinger kræver tilvænning, så derfor håber jeg også, at de bliver i Vanløse og kæmper videre. Mads Torry fortjener også at få gang i de små målben igen. Han er en superfyr - kommer til træning hver gang og brokker sig aldrig over noget - så jeg håber gennembruddet er lige om hjørnet.
Siger du helt farvel til fodbolden?
Det er svært at sige. Jeg har haft et fint samarbejde med Michael Madsen, men han skal også lære at stå på egne ben og blive helt tør bag ørerne. Baggrunden for min beslutning er, når man bliver kaldt en "gammel idiot" af en spiller, så er tiden inde til at stoppe. Det har også stor betydning, at jeg har fundet et drømmejob, hvor jeg arbejder med ejendomsservice i Dansk Arbejdsgiverforening i Vester Voldgade. Jeg vil måske være interesseret i et nyt trænerjob som assistent, hvis det bliver 2 gange ugentlig træning og kamp i weekenden.
Hvordan har du fastholdt motivationen gennem alle disse år?
Det er helt afgørende for mig at være pligtopfyldende, velforberedt og seriøs. Det har jeg altid bestræbt mig på, og det er endnu vigtigere nu om dage, hvor spillerne er blevet meget selvbevidste.
Hvilke faser af spillet interesserer dig mest
Jeg var selv forsvarsspiller, men har altid trænet hold, som spillede fremadrettet og lavede mange mål. Vi har desværre haft problemer med offensiven i VIF, men har glimtvis leveret målsøgende spil og vi har spillerne til at lave mange flere mål end målregnskabet fortæller.
Hvilken person har haft størst indflydelse på din egen karriere?
Fodboldmæssigt vil jeg pege på den tidligere landstræner, Arne Sørensen, som kom til Fremad Amager i 1974, mens vi lå placeret i 2. division. Han var en god rollemodel og fik os op i 1. division.
Har du en hjerteklub?
Nej, jeg bruger al min tid i den klub, som betaler min løn. Hvis man træner 3-4 gange om ugen, følger talenterne og holder øje med modstanderne, er der ikke tid til andet.
Er der andre i familien som har arvet din interesse eller talent for fodbold?
Min søn - Morten Skytte - var en habil 2. divisionsspiller i Glostrup. Han har i øvrigt hjulpet med at spionere på vore modstandere i denne sæson. Min datter Anne spiller håndbold for Glostrup-Albertslund i 2. division og min hustru Helene har også en fortid med divisionshåndbold. De kommer også ud og ser fodboldkampene, så jeg har en helt enestående opbakning hjemmefra. Ellers havde jeg ikke kunnet fungere som træner gennem så mange år.
Undskyld! Har du lyst til at skrifte en svinestreg eller en anden skævert i din karriere?
Jeg har fået alt for mange røde kort både som spiller og træner. Alt for meget temperament!
Har du et godt råd til Michael Madsen?
Jeg håber at han fastholder spillertruppen og få noget dynamit ind i offensiven, samt at træningsmængden øges, så det sportslige niveau rykkes endnu mere Han skal altid huske, at man aldrig bliver færdiguddannet som træner og at man aldrig må få ondt at sig selv. Jeg har haft et fantastisk fodboldliv og det ønsker jeg også for Michael Madsen. Og jeg ønsker Madsen og Allan Olesen alt mulig held og lykke med den nye sæson.